Region Midtjylland har sammen med de østjyske kommuner i regionen etableret et supercykelsti-sekretariat. Initiativet kommer fra Skanderborg Kommune og med inspiration fra hovedstadsområdet, hvor der også samarbejdes om supercykelstier. Foreløbig er 11 kommuner og regionen med i samarbejdet, men flere kommuner kan koble sig på.
En supercykelsti er en cykelsti, hvor kvaliteten har fået et løft, så det er nemt og sikkert at vælge cyklen – også på tværs af kommunerne. Supercykelstierne er planlagt, så de forbinder arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og boligområder i et sammenhængende net.
Formålet med samarbejdet er at få cyklisternes infrastruktur ind, når der laves nye anlægsprojekter og etableres cykelstier. Det skal være nemt og sikkert at bruge sin cykel til pendling og andre lange ture. Supercykelsti-sekretariatet skal bl.a. kortlægge de største pendlerstrømme i regionen og identificere hvilke ændringer, der bør laves for at øge standarden og sammenhængen af almindelige cykelstier til supercykelstier. I dag har 45% af pendlerne i den østjyske del af regionen under 10 kilometer mellem hjem og arbejde.
Læs mere om samarbejdet om supercykelstier her.