Om forureningen

Høfde 42 set fra luften
Kemikaliedepotet ved Høfde 42. Området er dækket med sand og en jernvæg i jorden sikrer, at giften ikke siver ud i havet. Foto: Frederik Grønfeldt Ahrenkiel, Region Midtjylland.

Forureningen ved Høfde 42 opstod, fordi virksomheden Cheminova i 1950'erne lavede et depot på stranden ved Høfde 42 til virksomhedens kemikalieaffald. Det skete med tilladelse fra staten. Staten brugte også selv depotet til kemikalieaffald fra fx landbruget.

Høfde 42-depotet rummer i dag mere end 100 tons kemikalier. 

Forureningen er én af de tre generationsforureninger på Harboøre Tange. De to andre er:

Det er Region Midtjyllands opgave at håndtere forureningerne, mens staten skal afsætte de nødvendige midler til det.

I finansloven for 2021 blev der afsat 630 mio. kroner. til den første fase af Danske Regioners daværende plan for en oprensning af de 10 generationsforureninger i Danmark. I første fase var det planen, at der skulle være penge til at renses op bl.a. ved både Høfde 42 og på Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Planen revideres hvert år i henhold til statens bekendtgørelse om generationsforureninger.

Læs Danske Regioners plan for oprensning.

Kemikaliedepotet er indkapslet

I 1970'erne kom der for alvor opmærksomhed på den risiko, som kemikalierne i depotet udgør.

Efter forskellige forsøg på at rense op og begrænse forureningen blev der i 2006 etableret en spunsvæg af jern rundt om kemikaliedepotet.

Jernspunsvæggen sidder ca. 14 meter ned i terræn i fjordleret og indkapsler selve kemikaliedepotet. Spunsvæggen sikrer, at der ikke siver kemikalier ud i Vesterhavet.

I marts 2021 fik regionen undersøgt spunsvæggens styrke. Undersøgelserne viste, at spunsvæggen er stærk og kan holde mange år endnu.  

Oprensning ved Høfde 42

Grafisk illustration der viser, hvilket område der renses op.
Den blå streg i tværsnits-illustrationen markerer det område, hvor der bliver renset op. Det er inden for spunsvæggen.

Udbud

Opgaven med at rense op blev sendt i udbud i 2021, men blev annulleret i oktober 2022 pga. inflation og stigende energipriser. Oprensningsopgaven er genudbudt i foråret 2023, og der forventes indgåelse af kontrakt i første halvår af 2024. Indgåelse af kontrakt forudsætter, at Folketinget finder den nødvendige økonomiske ramme.

Selve oprensningen forventes at ske i årene 2024-2030.

Region Midtjylland har lavet en bæredygtighedsstrategi for oprensningen. Strategien skal sikre, at oprensningen bliver gennemført på en bæredygtig forsvarlig måde.

Formål med at rense op  

Oprensningen følger de principper i jordforureningsloven, som regionerne skal følge. Det betyder, at der skal fjernes så meget forurening, at der ikke længere er en risiko for mennesker og miljø.

Vi forventer, at de forbud, der er i området ift. badning, dykning og fiskeri, vil kunne ophæves, når oprensningen er afsluttet. Det er dog ikke Region Midtjylland, der til den tid kan ophæve forbud, da regionen ikke er myndighed for disse områder.

Oprensningsområdet

Oprensningen omfatter ikke forurening uden for spunsvæggen og heller ikke forurening, som har spredt sig under siltlaget. Regionsrådet har besluttet at undersøge, om der er forurening under siltlaget, der udgør en risiko. Det vil ske, når oprensningen er færdig, og inden området endeligt retableres.

Krav til renhed 

Vi skal fjerne så meget forurening fra Høfde 42, at en restforurening ikke udgør en risiko for mennesker og miljø.

Det betyder, at 99 pct. af pesticid-forureningen indenfor oprensningsområdet skal fjernes.

For kviksølv skal der fjernes så meget, at der ikke er risiko ved at opholde sig på og bruge stranden. I de dybere jordlag i oprensningsområdet må der ikke være over 25 milligram pr. kilo (mg/kg), og koncentrationen af kviksølv skal i gennemsnit være under jordkvalitetskriteriet på 3 milligram kviksølv pr. kilo (mg Hg/kg).

Metoder til at rense op

Jorden ved Høfde 42 vil blive oprenset ved hjælp af opvarmning. Det kaldes "termisk oprensning”. Når jordet bliver opvarmet, kan de giftige stoffer nedbrydes og dampes væk, og giften kan samles og fjernes.

Oprensningen skal ske på stedet eller i nærområdet. På den måde sikrer vi, at jorden ikke bliver transporteret over store afstande.

Finansiering

Med deludmøntningen af Grøn Fond ("det grønne råderum") i april 2024 har Region Midtjylland det nødvendige økonomiske grundlag for at kunne sætte oprensningen af Høfde 42-depotet i gang.

Den samlede finansiering er sammensat af tre forskellige dele, der tilsammen giver den nødvendige finansiering på 728 mio. kroner.

  • 225 mio. kroner fra puljen på i alt 630 mio. kroner afsat til alle 10 generationsforureninger på finanslov 2021.
  • 125 mio. kroner, som et engangsbeløb til Høfde 42-oprensningen fra Auriga Industries A/S (tidligere ejer af Cheminova), der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond.
  • 378 mio. kroner i fra deludmøntningen af den 'Grøn Fond'. Pengene er en del af de i alt 550 mio. kroner, som aftalepartierne bag "det grønne råderum" afsatte til generationsforureninger i april 2024.

Fakta

Forureningsperiode: 1953-1964

Kortlagt areal: 24.300 m2 på V2 (konstateret forurenet)

Forureningsmængde: Over 100 tons

Forureningsstoffer:

  • 70 t parathion
  • 10 t malation
  • 4 t methyl-parathion
  • 6 t sulfotep
  • 7 t kviksølv mfl.

Jernspunsvæg: 

  • Dybde: 14 meter 
  • Omkreds: 600 meter

Tidslinje

2024

I januar blev genudbuddet af oprensningsopgaven afsluttet. Tre virksomheder – Krüger A/S, Arkil A/S og Fortum Waste Solutions A/S – bød på opgaven. Den 22. februar stod det klart, at Arkil vandt udbuddet. Den 20. marts besluttede regionsrådet, at det ville indgå kontrakt med Arkil A/S, når den endelige finansiering var faldet på plads.
Den 15. april 2024 faldt aftalen om fordeling af midler fra ”det grønne råderum” på plads på Christiansborg. Med aftalen er der sikret den nødvendige økonomiske ramme på i alt 728 mio. kroner til oprensningen ved Høfde 42. Den 7. maj underskrives kontrakten mellem Arkil og Region Midtjylland.

2023

I februar vedtog regionsrådet en strategi for at genudbyde opgaven med at rense op. I strategien er det et krav, at opvarmnings-teknologi skal indgå i renseprocessen. Samtidig er den økonomiske ramme lempet.

2022

De tre virksomheder Arkil A/S, Fortum Waste Solutions A/S og Krüger A/S blev i februar 2022 prækvalificeret til at byde på oprensningsopgaven.

I oktober måtte udbuddet annulleres. Den historisk høje inflation og særligt energi- og ressourceprisernes himmelflugt sprængte den økonomiske ramme.

2021

Det indledende arbejde til oprensningen går i gang. Bl.a. blev jernspunsvæggen, der omkranser forureningen på Høfde 42, vurderet i god stand.

COWI blev udpeget som bygherrerådgiver.

December 2021:

2020

Finansloven for 2021 blev vedtaget den 6. december 2020 med en aftale om 630 mio. kroner over fem år til fase 1 af oprensning af generationsforureninger. Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange i Region Midtjylland indgår i den første fase af planen.

Auriga Industries A/S (tidl. Cheminova), der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, vedtog at bistå med et engangsbeløb på 125 mio. kroner til oprensning ved Høfde 42.

2019

En politisk aftale i Folketinget betød, at Region Midtjylland fik 50 mio. kroner til det indledende arbejde ift. oprensning af generationsforureningerne på Harboøre Tange.

2018

Der blev gravet hul på giftdepotet. Det var første opgravning siden 1981.

130 tons meget forurenet jord blev fyldt på containere til to firmaer (Krüger-Veolia og Fortum Waste Solutions A/S), der havde fået støtte fra Miljøstyrelsens MUDP-pulje til renseforsøg.

2017

Region Midtjylland samarbejdede med virksomhederne Krüger A/S og Fortum Waste Solutions A/S, der begge havde ideer til nye metoder, der kan fjerne forureningen.

2014

Regionsrådet besluttede, at depotet skulle oprenses ved hjælp af en afgravning. Rådet besluttede samtidig, at staten burde betale.

2010-2013

Der blev udført en række omfattende forsøg finansieret af Region Midtjylland og Miljøstyrelsen med støtte fra EU's Life+ program. Projektet hed North Pest Clean. Metoden var "basisk hydrolyse", men konklusionen var, at det ikke ville være den bedste løsning til oprensning.

2007

Region Midtjylland overtog ansvaret for forureningerne på Harboøre Tange fra Ringkjøbing Amt.

2006

Kemikaliedepotet blev indkapslet med en væg af spunsjern, der omkranser 20.000 m2. Spunsvæggen er 600 meter lang og går 14 meter ned i jorden. Spunsvæggen blev finansieret af Ringkjøbing Amt og staten.

2000-2005

Ringkjøbing Amt udførte undersøgelser, der dokumenterede, at den efterladte forurening ved Høfde 42 påvirker Vesterhavet. Der er behov for tiltag, der begrænse udsivning til havet.

1981

5.600 tons forurenet sand blev gravet væk og deponeret i tønder i Tyskland. Afgravningen stoppede ved grundvandsspejlet, da risikoen herefter blev vurderet som minimal.

1976 

En kraftig storm blotlagde den asfaltkappe, som var placeret over depotet.

1971

Der kom stigende opmærksomhed på risikoen for udsivning og spredning af kemikalier fra depotet.

Kemikalieaffaldet blev overdækket med en kappe af asfalt. Der blev desuden fjernet 1.200 tons forurening og affald fra depotet. Det blev deponeret i Cheminovas daværende svovlgruber.

1957

Staten gav tilladelse til, at virksomheden Cheminova måtte oprette et depot til virksomhedens kemikalieaffald ved Høfde 42 på Harboøre Tange. Staten deponerede også rester af pesticider indsamlet i hele landet.

Video: Træk af referencespuns

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Video: Opgravning fra giftdepot

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Kontakt en medarbejder

Halfdan R. Sckerl

Halfdan R. Sckerl

Jordforurening - sagsbehandler

Telefon: 7841 1905

Mobil: 2114 4619

E-mail: Halfdan.Sckerl@ru.rm.dk

Morten Bondgaard

Morten Bondgaard

Kontorchef

Telefon: 7841 1916

Mobil: 2933 5564

E-mail: morten.bondgaard@ru.rm.dk