Om forureningen på Rønland

FMC's nuværende fabriksgrund set fra luften
FMC's nuværende fabriksgrund, som ligger på området Rønland. Foto: Region Midtjylland (Torsten Christensen)

I starten af 1960'erne flyttede kemiproducenten Cheminova sin produktion fra den gamle fabriksgrund på Harboøre Tange til halvøen Rønland. Cheminova blev i 2015 opkøbt af virksomheden FMC. I dag håndterer FMC selv forureningen på Rønland.

FMC pumper ca. 200.000 m³ forurenet grundvand op om året. Vandet renses og udledes i Vesterhavet sammen med fabrikkens øvrige spildevand. Rensningen skal sikre, at forureningen fra fabriksgrunden ikke spredes til omgivelserne.

Forureningen er opstået i forbindelse med virksomhedens drift og håndtering af affald fra 1960'erne og frem. Der er gennem tiden udført en række undersøgelser og fjernelse af forurening og deponier. Det vurderes dog, at grunden fortsat er massivt forurenet.

Miljøstyrelsen har ført tilsyn med Cheminova (FMC siden 2007).

Fakta

Forureningsperiode: 1962 - i dag

Kortlagt areal: ca. 1.300.000 m² på V2 (konstateret forurenet)

Forureningsmængde: Ukendt - der er en række kendte hotspot-områder, men jordforureningens udbredelse kendes ikke.

Forureningsstoffer: Forureningen ligner den, der findes i depotet ved Høfde 42. Dvs. det primært er pesticider (primært parathion) og kviksølv. Der findes dog også en række nyere stoffer.

Afværge: FMC (tidl. Cheminova) udfører en frivillig afværge. Det vil sige, at virksomheden pumper og renser forurenet grundvand for at forhindre, at forureningen spreder sig til miljøet.

Tidslinje

2020

Finansloven for 2021 blev vedtaget den 6. december med en aftale om 630 mio. kroner over fem år til fase 1 af oprensning af generationsforureninger.

En del af fase 1 er oprensning af Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund i Region Midtjylland samt Himmark Strand, Kærgård Klitplantage og det tidligere Grindstedværket i Region Syddanmark.

Den nuværende fabriksgrund (Rønland) er ikke en del af fase 1. Der bliver taget stilling til en evt. oprensning ved senere forhandlinger.

2019

En politisk aftale i Folketinget betød, at Region Midtjylland fik 50 mio. kroner til det indledende arbejde ift. oprensning af generationsforureningerne på Harboøre Tange.

2015-2017

Region Midtjylland får undersøgt, om Cheminovas afværgeanlæg fungerer efter hensigten. Den uvildige rapporten viser, at virksomhedens indsats virker.

Læs rapporten "Vurdering af forureningsflux fra Rønland og den gamle fabriksgrund".

2014

De områder, der er omfattet af offentlig indsats i jordforureningsloven, ændres. Region Midtjylland vurderer, at Cheminovas/FMC's nuværende fabriksgrund på Rønland er omfattet af det, der kaldes offentlig indsats over for overfladevand.

Den resterende del af svovlgrube-affaldet er fjernet og gendeponeret hos NOAH på Langøya i Norge.

2006

Ringkjøbing Amt kortlægger den nuværende fabriksgrund efter jordforureningsloven på vidensniveau 2 (konstateret forurening).

1990'erne

Dele af svovlgruberne fjernes, og der søges fristforlængelse af flere omgange i forhold til at fjerne den resterende del af svovlgrube-depoterne.

1991

Virksomheden får besked på, at der ikke længere må deponeres affaldssvovl i området. Virksomheden får også påbud om at rensning af svovlgrube-området.

1990

Der bliver etableret specialdepot på Rønlands nordlige del.

1988

Der udarbejdes en statusrapport over de udførte afværgetiltag. Det besluttes, at der hvert år skal udkomme en statusrapport.

1986

Der udpeges yderligere deponier på Rønland. Enkelte deponier i det sydlige område bliver gravet væk.

1982

Cheminova går i gang med afværge ved svovlgruberne på Rønland. Afværgen består af at pumpe forurenet grundvand op og rense det. Det skal forhindre, at forurenet vand siver ud i Nissum Bredning i Limfjorden. Afværgen udbygges løbende op gennem 1980'erne og 1990'erne og udvides til andre områder på Rønland.

1981

Svovlgruberne bliver undersøgt. Det bliver konstateret, at der siver forurening ud mod øst.

1980'erne

Fauna og sediment i Nissum Bredning bliver undersøgt. Undersøgelserne dokumenterer, at fjorden er påvirket af forureningen fra den gamle fabriksgrund og den nuværende fabriksgrund på Rønland.

1967

Der foregår en del deponering af kemiaffald på Rønland.

1960'erne

Der er en lang korrespondance omkring virksomhedens spildevand, og hvordan det bør håndteres.

1962

Cheminova flytter sin produktion fra den gamle fabriksgrund til Rønland lige nord for den gamle fabriksgrund.

Kontakt en medarbejder

Halfdan R. Sckerl

Halfdan R. Sckerl

Jordforurening - sagsbehandler

Telefon: 7841 1905

Mobil: 2114 4619

E-mail: Halfdan.Sckerl@ru.rm.dk

Morten Bondgaard

Morten Bondgaard

Kontorchef

Telefon: 7841 1916

Mobil: 2933 5564

E-mail: morten.bondgaard@ru.rm.dk