Behov for mere faglært arbejdskraft

Der er behov for mere faglært arbejdskraft både i den offentlige sektor og på det private arbejdsmarked. Der mangler især faglærte inden for velfærdsområdet og den grønne omstilling. Erhvervsskolerne står over for en række udfordringer, der er nødvendige at håndtere, hvis flere skal vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse.

Disse udfordringer adresseres i Den Midtjyske Erhvervsuddannelsesstrategi (EUD-strategi).

Se Den Midtjyske Erhvervsuddannelsesstrategi (pdf).

Arbejdsgruppe for EUD-strategien

Rådet for Fremtidens Kompetencer nedsatte i 2022 en arbejdsgruppe med repræsentanter for erhvervsskoler, arbejdsmarkedets parter, erhvervsskolernes elevorganisation, Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord samt kommunerne.

Arbejdsgruppen har gennem fire møder udarbejdet en strategi med det hovedformål, at flere skal søge ind på erhvervsuddannelserne, og flere skal gennemføre uddannelsen.

Tre indsatsområder

Strategien peger på tre indsatsområder, som samlet set skal bidrage til en ny fortælling om erhvervsuddannelserne:

  • Stærkt fagligt miljø på erhvervsuddannelserne

    Her vil Region Midtjylland understøtte arbejdet med opkvalificering af undervisere og ledere, talentudvikling, praktik for lærerstuderende på EUD, UU-vejledning placeret på erhvervsskolerne, jobcentrene skal tættere på erhvervsskolerne og fejring af elever/lærlinge.
  • Stærke sociale fællesskaber

    Her vil Region Midtjylland understøtte arbejdet med indsatser, der styrker sociale uddannelsesmiljøer, mobilitet, udvikling af demokratisk engagement, lærlinge/elevnetværk, diversitetsnetværk og erfaringsudveksling på tværs af erhvervsskoler.
  • Øget samarbejde mellem skoler og virksomheder

    Her vil Region Midtjylland understøtte arbejdet med gæsteundervisere, rollemodeller, branchesamarbejde, øget samarbejde mellem gymnasier, erhvervsskoler og virksomheder, regional indsats for brobygning/u-days/praktik i gymnasiet og erhvervsplaymaker.

I strategien er der lagt vægt på at styrke faglighed, fællesskaber og kvalitet på erhvervsuddannelserne som de vigtigste faktorer for at få flere til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse.

Midtjysk Læringsforum

Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for en fælles indsats, hvor partnerne bag strategien og Region Midtjylland i fællesskab vil søge midler til et Midtjysk Læringsforum for erhvervsuddannelser.

Midtjyske Læringsforum skal være en platform for deling og opbygning af viden for midtjyske erhvervsskoler, virksomheder, undervisere og elever i Region Midtjylland.

Midtjysk Læringsforum er styret af følgende principper:

  • Læringsforum skal være efterspørgselsdrevet og dialogbaseret.
  • Efterspurgte moduler om opkvalificering af kompetencer købes hos relevante leverandør, som fx VIA eller Center for viden om erhvervsuddannelser.
  • Sekretariatet skal være mediator/facilitator - afdække behov på tværs af erhvervsskoler og finde det bedste match - og understøtte gennemførslen.