Hvor skal cyklen tage dig hen?

Hver dag skal vi fra ét sted til et andet. På arbejde, i skole, på besøg eller måske bare ud for at nyde en tur. Nogle gange er cyklen det oplagte valg, andre gange kræver det lidt mere planlægning. Men hvad nu, hvis det blev lettere at tage cyklen også på de længere ture?

En elcykel kan gøre længere ture mere overkommelige. Og du behøver ikke cykle hele vejen, cyklen kan bringe dig til bussen eller toget, som tager dig videre på din rejse.

I Region Midtjylland vil vi gøre det lettere at vælge cyklen. For du skal kunne bo og leve i hele regionen og komme til det, der er vigtigt for dig. Derfor arbejder vi sammen med kommuner og andre samarbejdspartnere om sammenhængende cykelinfrastruktur og muligheder for at kombinere cyklen med kollektiv trafik.

Region Midtjylland deltager i The Power of Cycling, en europæisk filmkampagne fra European Cyclists’ Federation, der hylder cyklen og dens bidrag til sundhed, lokalsamfund og klima. Med to film viser vi glæden ved at cykle i hverdagen og arbejdet for, at flere kan sætte sig i sadlen.

En god grund til at tage cyklen

Nogle cykelture får man lyst til at gentage. Mød Dina, der arbejder på Aarhus Universitetshospital. For hende er turen til og fra arbejde blevet en af hverdagens glæder.

Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.

Vi vil have flere med

Lysten til at cykle skal følges af gode muligheder for at gøre det. Også når turen krydser en kommunegrænse, eller der er langt til arbejde. Hør regionsrådsformand Anders G. Christensen fortælle, hvorfor Region Midtjylland arbejder for, at flere kan sætte sig i sadlen.

Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.

Region Midtjyllands arbejde med cykling

Region Midtjylland arbejder på flere måder for at få flere til at vælge cyklen og gøre den til en større del af den samlede mobilitet.

Cyklen i bus og letbane

Det er gratis at tage cyklen med i de fleste af Midttrafiks busser og i Letbanen, hvis der er plads. Det gør det muligt at cykle en del af vejen og bruge kollektiv trafik på resten af turen.

Supercykelstisamarbejdet

Region Midtjylland og 12 kommuner samarbejder om direkte og sammenhængende cykelruter ind og ud af byerne og på tværs af kommunegrænser. Samarbejdet skal også gøre det lettere at kombinere cyklen med bus og tog. Læs mere om Supercykelstisamarbejdet.

Delecyklen

Gennem Delecyklen kan landsbyer få op til 50.000 kroner i tilskud til elcykler og elladcykler, som borgerne deles om. 59 landsbyer har tidligere deltaget, og omkring 2.000 borgere har brugt cyklerne. I 2026 er ti nye landsbyer udvalgt til projektet. Læs mere om Delecyklen.

På egne ben

I På egne ben får elever i 4., 5. og 6. klasse point, når de går, cykler eller tager kollektiv trafik til skole. Region Midtjylland og Midttrafik står bag kampagnen i Midtjylland. I 2026 deltager 57 midtjyske skoleklasser.

Flyt Dig!

Flyt Dig! er en mobilitetskampagne på seks store arbejdspladser i Skejby. Her har medarbejderne kunnet afprøve andre måder at komme til og fra arbejde på, blandt andet ved at låne en elcykel, tage Letbanen eller køre sammen med andre. Læs mere om Flyt Dig!.