Hvilke opgaver løser vi?

Det er Region Midtjyllands opgave at sikre, at forurenede grunde ikke udgør en risiko for mennesker og miljø. Samtidig skal vi sikre ren jord og rent vand til borgerne i regionen.

Vores primære opgaver er at:

  1. opspore og kortlægge forurenede grunde
  2. udføre forureningsundersøgelser
  3. rense forurening op og/eller sikre, at forurening ikke spreder sig
  4. overvåge og drive anlæg, der skal sikre, at forurening ikke udgør en risiko for mennesker eller miljø.

Hvilke grunde oprenses?

Region Midtjyllands offentlige indsats følger jordforureningsloven. En offentlig indsats betyder, at regionen betaler for en undersøgelse af en forurening og oprydning af forureningen, hvis den truer:

  • menneskers sundhed i boliger, i børneinstitutioner og på offentlige legepladser
  • drikkevandsressourcer (grundvand)
  • overfladevand (vandløb, søer, hav) og internationale naturbeskyttelsesområder.

Vi prioriterer løbende, hvilke grunde der undersøges og renses. De værste forureninger bliver prioriteret først. 

Hvert år udarbejder vi en indsatsplan med de grunde, som er omfattet af årets indsats.

Læs om Region Midtjyllands strategi og handleplan for jordforurening.

Grunde udenfor offentlig indsats

Hvis din grund ikke er dækket af regionens indsats, har du mulighed for at undersøge eller oprense grunden selv.

Læs om dine muligheder, hvis du selv vil fjerne forurening på en grund.

Status på jordforureningsopgaven

I regionens dataportal kan du følge med i, hvordan det går med kortlægning, undersøgelse og oprensning af forurenede grunde i Region Midtjylland.

Udvikling for V1 og V2 kortlagte grunde

Visualiseringen viser forurenede (V2) og muligt forurenede (V1) grunde, hvor Region Midtjylland har en forpligtelse til at undersøge, om det er nødvendigt at rense op. 

Vi har en målsætning om at de muligt forurenede boliggrunde skal være undersøgt og afklaret inden 2030. Samtidig har vi en målsætning om at forurenede boliggrunde, hvor der kan være en risiko ved kontakt med forurenet jord, skal være renset op inden 2035.

Se udvikling over tid for V1 og V2 kortlagte grunde.

Aktive projekter 

Visualiseringen viser, hvor mange undersøgelser og oprensninger vi arbejder på i øjeblikket. Det er muligt at vælge et bestemt år og få vist status for netop det år.  

Data er opdelt i vores arbejde indenfor arealanvendelse, grundvand og overfladevand. Man kan klikke på de aktive projektfaser, så man fx kun ser de indledende undersøgelser.

Se visualisering aktive projekter.

Kortlægningsstatus

Visualiseringen viser antallet af kortlagte grunde opdelt på Lokaliserede, Muligt forurenede (V1), Forurenede (V2), Udgået efter at have været kortlagt samt Udgået inden en formel kortlægning.

Se visualisering over kortlægningsstatus.

Digitalisering af data

Region Midtjylland har en målsætning om, at alle data fra vores jordforureningsindsats skal være digitale og tilgængelige i den nationale database, Jupiter. Nye data registreres allerede digitalt, og vi er i gang med at digitalisere relevante dokumenter og analyser fra ældre sager og projekter. 

Grafen viser, hvor stor en del af det fysiske arkiv der er blevet digitaliseret over tid. Data stammer fra vores interne database og overføres løbende til Jupiter.

Se graf over digitalisering af data.