Mange projekter fortsætter i nye rammer
Det er lykkedes at få en lang række af Region Midtjyllands klima- og biodiversitetsprojekter til at fortsætte hos nye projektejere.
- Det har været vores ambition at hjælpe projekter, tiltag og medarbejdere bedst muligt videre. Det er vigtigt for os, at den store faglighed og særlige samarbejdsform, Region Midtjylland har opbygget på klimaområdet gennem de seneste mange år, ikke går tabt, siger klimachef Lisa M. D. Gerschefski.
Vi håber samarbejdsformen lever videre
Region Midtjylland har arbejdet ud fra en overbevisning om, at fælles klimaløsninger er bedre, end dem de forskellige aktører kan udvikle hver især.
Derfor har Region Midtjylland faciliteret samarbejde og løsninger på tværs af private og offentlige aktører og på tværs af kommunegrænser og andre skel. Ofte som igangsætter af tværgående udviklingsprojekter, baseret på partnerskaber.
- Vi håber, at den tilgang til at løse klimaudfordringerne bliver taget op og fortsætter. Det er svært, hvis ikke umuligt, at løse store samfundsproblemer som klimaudfordringerne, hvis ikke vi formår at arbejde sammen og tænke nyt, siger klimachef Lisa M. D. Gerschefski.
Hvad sker der med medarbejderne?
En lang række medarbejdere havde udsigt til en opsigelse med udgangen af 2025, men heldigvis er de fleste medarbejdere allerede kommet videre i andre job. Mange har flyttet med projekterne til nye projektejere, fx kommuner eller uddannelsesinstitutioner. Andre har søgt og fået andre stillinger.
Hvad har Region Midtjylland opnået med sin klimaindsats?
Region Midtjylland har arbejdet for at lave en tværgående regional klimaindsats ud fra devisen ’klimaet kender ingen grænser’. Vi har samarbejdet med kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner om at skabe helhedsorienterede løsninger, der kommer alle i regionen til gode. Vi har også samarbejdet med EU-kommissionen om projekter, der kan udvikle ny viden.
- Siden 2007 har regionen understøttet kommunernes klimaindsats med data, værktøjer og analyser, der har givet grundlag for prioritering og handling lokalt og regionalt.
- I perioden 2010-2025 har Region Midtjylland igangsat, ledet og/eller bidraget i over 25 projekter inden for klimaområdet. Helt fra regionale og nationale projekter til helt store EU projekter.
- Siden 2010 har Region Midtjylland, sammen med en række kommuner, fået tildelt over en milliard kroner i støtte fra EU.
- Etableret partnerskaber og netværk lokalt, nationalt og internationalt og derved sikret indflydelse i relevante fora, og satte Midtjylland på landkortet regionalt, nationalt og globalt.
- Styrket kompetenceudvikling og kapacitetsopbygning i kommuner og regionale aktører gennem 1:1 sparring, workshops og kursusforløb.
Eksempler på tidligere projekter
- Projektet Coast to Coast Climate Challenge (2017-2022) skabte nye tilgange til og ny viden om, hvordan vi tilpasser os et forandret klima med mere vand. 24 delprojekter leverede en lang række konkrete resultater og udviklede ny viden.
Blandt andet:- Fem principper for fremtidig klimatilpasning.
- De syv kommuner, som Gudenåen løber i gennem, gik sammen om at udvikle et varslingssystem og en vandløbsmodel, der kan beregne forskellige scenarier for indsatser langs Gudenåen.
- Grundvandsværktøj, udviklet af Scalgo, der kan bruges til analyse og formidling af niveauet for det terrænnære grundvand i dag og i fremtiden.
- Klimavejen i Hedensted Kommune, hvor en særlig opbygning af vejen med permeabel asfalt i kombination med jordvarmeteknologi både forhindrer oversvømmelse ved at opsamle vand og samtidig producerer varme til en nærliggende børnehave.
- Projektet DK2020, som nu hedder Klimaalliancen, hjalp regionens 19 kommuner til at udarbejde klimahandlingsplaner efter international best practice. Med DK2020 var det første gang, C40’s internationale standard ’The Climate Action Planning Framework’ (CAPF) blev brugt og videreudviklet til brug i mindre byer og kommuner. Dermed var DK2020-kommunerne med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer.
- REFER-CDR rådgav 24 naturgasfyrede fjernvarmeselskaber om at investere i fjernvarmeløsninger baseret på vedvarende energi. De fjernvarmeselskaber, der deltog, investerede 476 mio. kr. i en omlægning af energiproduktionen fra naturgas til forskellige CO2-neutrale energikilder og ved at optimere fjernvarmedistributionen.