Medicinrum på hospital, hvor man lige kan se gennem døren til medicin.
Medicinrum på hospital. Inden for medicinområdet er der bæredygtighedsmæssigt et stort potentiale i indsatser, der bl.a. kan reducere spild og emballageaffald. I Region Midtjylland er der ét regionsapotek, der forsyner alle regionens hospitaler. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

05.03.2024

Region Midtjylland indgår som den første region forpligtende bæredygtighedsaftaler med alle hospitalerne og fællesfunktioner. Aftalerne skal øge tempoet af den bæredygtige omstilling.

Region Midtjylland har taget et væsentligt skridt fremad i sit arbejde med bæredygtighed ved at indgå 11 forpligtende bæredygtighedsaftaler med regionens hospitaler, socialområdet, psykiatrien, regionsapoteket, præhospitalet, midtVask samt stabe og fællesfunktioner.

I 2021 vedtog regionsrådet en bæredygtighedsstrategi, der sigter mod at gøre Region Midtjylland som virksomhed cirkulær i 2030 og CO2-neutral i 2050.

Her spiller bæredygtighedsaftalerne en vigtig rolle i at accelerere arbejdet med at omsætte målene i bæredygtighedsstrategien til konkrete handlinger. Og nu er regionens Udvalg for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg netop blevet orienteret om aftalerne.

- CO2-forbruget forsvinder ikke af sig selv fra den ene dag til den anden, og det er jo en kompleks opgave at omstille hospitalsdriften. Det kræver en strategisk og målrettet tilgang, så bæredygtighed, kvalitet og praktik kan gå hånd i hånd, og med bæredygtighedsaftalerne skrues der nu op for tempoet og ambitionerne, siger udvalgsformand Henrik Gottlieb Hansen (S).

Alle skal bidrage til bæredygtig handling

Konceptet for hospitalernes individuelle bæredygtighedsaftaler er udviklet af Koncern Bæredygtighed i tæt samarbejde med regionens eksperter på bæredygtighed indenfor strategiens fire spor: Indkøb & Medicoteknik, Center for Bæredygtige Hospitaler, Koncern HR, Regional Udvikling samt Byggeri & Ejendomme.

Alle indsatserne tager udgangspunkt i bæredygtighedsstrategiens mål ud fra den faglige viden om effekt, som vi de seneste år har opsamlet gennem bæredygtige initiativer og forsøg i regionen, fortæller koncerndirektør Anders Kjærulff:

- Sundhedsvæsenet står for en markant del af klimapåvirkningen i Danmark, og som region har vi et stort ansvar, men samtidig en stor mulighed for at bidrage til en grønnere fremtid. Vores måde at skabe sundhed på må ikke forringe muligheden for at leve et sundt liv i fremtiden, og med bæredygtighedsaftalerne sikrer vi, at alle regionens enheder får en bedre mulighed for at bidrage til en mere bæredygtig transformation.

Aftaler giver mulighed for at løfte i flok

Bæredygtighedsaftalerne stiller krav inden for: cirkulær økonomi; el, vand & varme; logistik, transport & mobilitet og social ansvarlighed.

Hospitalerne og enhederne har desuden selv udvalgt minimum tre forpligtende indsatser hver på sporet for cirkulær økonomi.

Indsatserne er bl.a. valgt på baggrund af solid viden om effekt, og så er det indsatser, som alle hospitaler og enheder har mulighed for at implementere og skalere. Det gælder fx på Regionsapoteket Midtjylland, der hver dag producerer, leverer og vejleder i brugen af medicin til patienterne på alle hospitaler i regionen.

Ifølge Regionsapoteket Midtjyllands direktør, Susie Vand, er bæredygtig omstilling en kompliceret opgave, men de nye aftaler styrker arbejdet:

- Det gode ved aftalerne er, at de giver os mulighed for at løfte i flok. Ud over Regionsapotekets lokale bæredygtighedsindsatser vil vores fokus være på fælles indsatser på medicinområdet – både på tværs af regionens hospitaler og i vores nationale samarbejde omkring indkøb, siger hun.

Se bæredygtighedsaftalerne.

Fakta: Bæredygtighedsaftalerne kort fortalt

  • Region Midtjylland har vedtaget bæredygtighedsaftaler for alle 11 enheder i regionen herunder hospitalerne, psykiatrien, socialområdet, regionsapoteket, præhospitalet, midtVask, stabe og fællesfunktioner.
  • Bæredygtighedsaftalerne skal accelerere arbejdet med at omsætte målene i Region Midtjyllands Strategi for bæredygtighed 2030 til konkrete handlinger og være med til at sikre, at regionen når de ambitiøse mål i bæredygtighedsstrategien.
  • Bæredygtighedsaftalen er etårig for 2024, der fungerer som et læringsår. Fra 2025 vil aftalerne vil være toårige.
  • Bæredygtighedsaftalerne er de første af deres slags i Region Midtjylland, og Region Midtjylland er den første region, der bruger forpligtende aftaler som metode til at bringe bæredygtighed helt ind i den daglige drift.
  • De første bæredygtighedsaftaler indeholder få udvalgte indsatser. De er valgt ud fra, hvor der er solid viden om effekt, og ud fra hvor lette de er at implementere i hverdagen.
  • Driftsenhederne har desuden selv udvalgt minimum tre forpligtende indsatser hver på sporet for cirkulær økonomi.

Her kan du læse Region Midtjyllands bæredygtighedsaftaler. 

Læs mere om, hvordan Region Midtjylland arbejder med bæredygtig omstilling.

Kontakt

  • Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for det regionalpolitiske forum 'Unge udenfor', tlf. 2129 9726, henrik.hansen@rr.rm.dk
  • Anders Kjærulff, koncerndirektør, Region Midtjylland, tlf. 2016 7347, andkju@rm.dk
  • Susie Vand, direktør, Regionsapoteket Midtjylland, tlf. 2962 7895, susivand@rm.dk