Med støtte fra Region Midtjylland har Herningsholm Erhvervsskole indledt et samarbejde med to lokale kulturinstitutioner: kulturhuset Huset No7 og spillestedet Fermaten.
Samarbejdet har til formål at styrke både trivsel og faglighed ved at bringe kunst og kultur tættere på elevernes hverdag. I samarbejde med Huset No7 har eleverne fået tilbud om kreative fritidsforløb, der udfordrer deres faglighed og samtidig skaber nye rammer for sociale fællesskaber. Sammen med Fermaten har skolen afholdt kulturelle arrangementer på selve skolen, hvor eleverne desuden har haft indflydelse på indhold og format.
Eksempler på aktiviteter
- Samtalekoncert med Thure Lindhardt og Per Bloch for GF1-elever på fagretningen Bygge og Bo samt elever fra HTX.
- Koncert i murerhallen med bandet Patina for alle grundforløbselever samt 1.g-elever på HTX og STX – arrangeret i samarbejde med Fermaten.
- Kreative fritidshold og sociale tilbud for elever fra Herningsholm på Huset No7, herunder forløb i f.eks. keramik.