Læs om STEAM-indsatsen her

Region Midtjylland arbejder for at styrke STEAM-undervisning (Science, Technology, Engineering, Arts, Mathematics) på de midtjyske ungdomsuddannelser. Det sker gennem samarbejder mellem uddannelsesinstitutioner og kulturaktører.

I partnerskaberne bringer skolerne deres faglige styrker fra både naturvidenskabelige, humanistiske og kreative fag i spil. Samtidig bidrager kulturinstitutionerne med deres faglighed, metoder og praksis fra deres daglige arbejde. Sammen udvikler de undervisningsforløb, hvor eleverne kan arbejde undersøgende i samspillet mellem naturvidenskab, teknologi og kreative processer.

Målet er at:

  • Skabe erfaringer med, hvordan STEAM-undervisning kan styrke motivation, læring og innovation i uddannelserne
  • Øge unges interesse for STEM-fag gennem en tværfaglig tilgang, hvor kreativitet, samarbejde og problemløsning spiller en central rolle
  • Udvikle bæredygtige samarbejder mellem uddannelsesinstitutioner og kulturaktører, så erfaringerne kan forankres og udbredes.

Hvad er STEAM?

STEAM-undervisning tager udgangspunkt i virkelige problemstillinger og kombinerer viden fra flere fagområder. Tilgangen forbinder spørgsmål om hvem og hvorfor fra humaniora og kunstfag med hvad og hvordan fra STEM-fagene.

Når elever arbejder på tværs af fag, styrker det deres evne til logisk tænkning, kreativ problemløsning og samarbejde. Samtidig giver det nye måder at undersøge, forstå og formidle viden på.

Internationale erfaringer viser, at inddragelsen af kunstneriske og kreative fag kan øge elevernes motivation og engagement i STEM-områderne. Når fagene arbejder sammen på lige vilkår, kan det skabe nye indgange til læring og bidrage til, at flere unge får interesse for STEM-uddannelserne.