Kultur som drivkraft i gymnasiet

Region Midtjylland arbejder for at integrere kultur som en ligestillet og værdiskabende del af de gymnasiale uddannelser (STX, HHX, HTX m.fl.). Kultur skal ikke stå alene, men spille aktivt sammen med undervisningen og bidrage til både faglig udvikling og et levende studiemiljø.

Fokus er en tværfaglig tilgang, hvor naturvidenskab, teknologi, humaniora og kreative arbejdsformer kobles. Det giver eleverne mulighed for at arbejde proces- og helhedsorienteret med virkelighedsnære problemstillinger og styrker deres kreativitet, kritiske tænkning og innovationsevne.

Samarbejder med kulturinstitutioner og kreative aktører gør ligeledes undervisningen praksisnær og engagerende. Indsatsen skal understøtte elevernes evne til kreativ problemløsning, samarbejde og formidling – kompetencer, der er centrale i både videre uddannelse og fremtidens arbejdsmarked.