Hvad er en generationsforurening?

En generationsforurening er en jordforurening, der er opstået hen over mange år (generationer), og som vil koste mere end 50 mio. kroner af rydde op. Forureningerne kan være et problem i mange generationer fremover, hvis der ikke bliver gjort noget.

Generationsforureninger er de mest omfattende og dyreste jordforureninger, og mange af dem er også meget komplekse forureninger i forhold til fx forureningens beliggenhed og sammensætning af stoffer.

Læs om generationsforureninger hos Miljøstyrelsen.

Generationsforureninger i Danmark

Der er lige nu 10 forureninger i Danmark, som går under betegnelsen "generationsforurening". De blev udpeget i 2020 af de fem regioner.

Få information og overblik over de 10 forureninger i Danmark.

I finansloven for 2021 er der afsat 630 mio. kr. til den første fase af Danske Regioners plan for en oprensning af de 10 generationsforureninger i Danmark. Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange indgår i den første fase af planen.

Læs Danske Regioners plan for oprensning.

Generationsforureninger i Region Midtjylland

Tre af landets 10 generationsforureninger ligger i Region Midtjylland. De tre forureninger er alle på Harboøre Tange i Vestjylland mellem Vesterhavet og Nissum Bredning syd for Thyborøn.

Forureningerne kommer af årtiers produktion af pesticider i området. Kemivirksomheden Cheminova (i dag FMC Rønland) flyttede i 1953 sin produktion til Harboøre Tange fra København. Virksomhedens produktion og datidens håndtering af affald har medført en række forureninger på Harboøre Tange.

Luftfoto af Høfde 42

Kemikaliedepotet ved Høfde 42

Læs om forureningen ved Høfde 42.

Hvorfor skal Region Midtjylland rydde op?

Generationsforureningerne er det, man kalder historiske forureninger. Det vil sige, at virksomhederne, der har forurenet, ikke kan drages til ansvar. Derfor er det ifølge jordforureningsloven de offentlige myndigheder, der har overtaget ansvaret.

Da forureningerne fandt sted tilbage i tiden, var reglerne for og viden om konsekvenserne af de forurenende stoffer helt anderledes. Hvis virksomhederne levede op til de daværende krav, kan de ikke gøres ansvarlig for forureningen i dag.