11.04.2025

Kan lokale idéer være med til at løse mobilitetsudfordringer i områder, hvor den kollektive trafik ikke slår til?

Med mobilitetspuljen giver Region Midtjylland landsbyer mulighed for at søge op til 100.000 kroner til projekter, der forbedrer transportmulighederne i hverdagen. Det er muligt at søge som forening, lokalråd eller landsbyfællesskab – eller som kommune i samarbejde med én eller flere landsbyer.

– I Region Midtjylland har vi en stærk grundstruktur i den kollektive trafik, men der er også områder, hvor der er brug for at tænke i andre løsninger. Med denne pulje ønsker vi at støtte forsøg og initiativer, som kan give nye erfaringer og gøre en reel forskel lokalt, siger formand for Regional Udvikling, Bent B. Graversen (V).

Mobilitet med lokalt afsæt

Puljen er en del af regionens indsats for bæredygtig udvikling i landdistrikterne og indgår i arbejdet med at nytænke fremtidens mobilitetsløsninger i hele Region Midtjylland. Puljen skal støtte udviklingsprojekter om mobilitet i landdistrikter og landsbyer.

Formålet er at styrke mobiliteten i de midtjyske landdistrikter ved at afprøve og udvikle nye bæredygtige mobilitetsløsninger. Løsningerne skal gøre det lettere for borgere at komme fra A til B – hvad enten det gælder arbejde, uddannelse, indkøb, fritidsaktiviteter eller besøg – og samtidig bidrage til fællesskab og bæredygtig omstilling på landet.

– Vi tror på, at de gode løsninger ofte opstår lokalt. Med puljen håber vi at understøtte netop det, at borgere som kender deres område bedst, kan udvikle modeller, der både giver værdi i hverdagen og inspirerer bredere. Jeg glæder mig til at følge med i, hvilke idéer der bliver søgt støtte til i år, siger Henrik Qvist (EL), næstformand i Udvalget for Regional Udvikling.

Ansøgninger vurderes blandt andet ud fra deres potentiale til at styrke lokalt fællesskab og skabe erfaringer, som også kan bruges andre steder i regionen. Støttede projekter kan fx handle om at gentænke stoppesteder, etablere fælles transportordninger eller indgå aftaler med butikker om transporthjælp til ældre uden bil. Det kan også være noget helt nyt – eksperimenter er velkomne.

Fakta

Puljen til bæredygtige mobilitetsløsninger i landsbyer og landdistrikter udgør i alt 425.000 kroner i 2025.

Projekterne skal have minimum 25 pct. medfinansiering, som fx kan være kommunale arbejdstimer.

Puljen er åben for ansøgninger nu. Ansøgningsfristen er 25. maj 2025 klokken 12.00