16.09.2026
Hver dansker bruger i gennemsnit ét kilo sand, grus og sten om dagen. Råstofferne bliver blandt andet lagt i tykke lag under belægningen på veje, fortove og cykelstier for at sikre stabiliteten, men det enorme forbrug er ikke bæredygtigt. Hvis der ikke bliver udviklet nye metoder og standarder i blandt andet anlægssektoren, løber Danmark tør for de råstoffer, som er afgørende for fremtidens infrastruktur.
Derfor har Region Midtjylland taget initiativ til at samle bygherrer, rådgivere, entreprenører, myndigheder og råstof-indvindere i det landsdækkende partnerskab Råstof-initiativet.
“Vi er nødt til at se alvorligt på forbruget af sand, grus og sten, for vi har ikke uudtømmelige ressourcer. I takt med at vi tømmer vores råstofgrave, bliver det stadig sværere at finde gode steder at grave, uden at det giver alt for store gener for naboer, landskab og miljø. Derfor er vi over alt i landet tvunget til at tænke ud af boksen og finde nye metoder til at begrænse forbruget og sikre mere genanvendelse, ” siger Per Møller Jensen (S), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland.
Nytænkning fra unge ingeniører
Der er mange veje til et lavere råstofforbrug, og en af dem skal måske anlægges på et lag af nyt og anderledes sammensat stabilgrus.
Det mener tre nyuddannede diplomingeniører fra Aarhus Universitet. Den 16. september 2026 præsenterede de deres bachelorprojekt for Råstof-initiativets medlemmer ved en partnerskabsevent i Aarhus for mere end 100 tilhørere fra branchen.
I projektet har de undersøgt, hvad det enkelte sandkorns form betyder for sandets bæreevne. De har fundet ud af, at kantede sandkorn giver bedre bæreevne end runde. Hvis man vælger sand med kantede korn i stabilgrus, kan man derfor sammensætte det efter en opskrift med en højere andel af sand og spare på sten og grus, uden at det går ud over kvalitet og funktionalitet. Det har stor betydning, fordi ressourcerne af sten og grus slipper op længe før sandet.
Konkrete løsninger i høj kurs
I Råstof-initiativet er der begejstring for, at en ny generation af ingeniører er seriøst engagerede i at udvikle metoder, der kan begrænse forbruget af råstoffer.
“Det lover godt for fremtiden, at unge fagfolk vil engagere sig i at finde løsninger til nogle af de store udfordringer, vi står over for i regionenerne. I Region Midtjylland er vi stolte over, at vi har været med til at sætte Råstof-initiativet i gang og skabe et forum, hvor den type ny viden bliver dokumenteret og delt i hele branchen,” siger Vivi Altenburg, næstformand i Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland.
De tre unge ingeniører holdt oplæg sammen med deres samarbejdspartnere og eksterne vejledere fra Råstof-initiativet Kirstine Skov Nielsen fra Region Midtjylland og Lars Flemming Sørensen fra NNC.
Foruden dem talte en perlerække af oplægsholder om konkrete erfaringer og nye veje til at opnå både lavere råstoforbrug, mindre CO₂-udledning og lavere omkostninger i anlægsprojekter.
Konferencen understøttede fra start til slut Råstof-initiativets ambition om at styrke erfaringsdeling på tværs af hele branchen og at rokke ved indgroede vaner med ét overordnet fælles mål: At begrænse forbruget af nyopgravede råstoffer.
Fakta om Råstof-initiativet
- Råstof-initiativet er et bredt partnerskab af offentlige aktører og private virksomheder, der arbejder for færre råstoffer i anlægsarbejder.
- Målet er, at vi i fremtiden bruger færre råstoffer som sand, grus og sten, når vi for eksempel laver parkeringspladser, cykelstier, gågader, indkørsler og havebelægning.
- I dag er vejreglerne udgangspunktet for anlægsarbejder. De fokuserer på slid fra tung kørsel, køresikkerhed og –komfort og kræver derfor mange råstoffer. Men disse parametre er knap så vigtige på mindre belægninger som stier, terrasser og pladser.
- Ambitionen for partnerskabet er derfor at ændre vores vaner i nær fremtid og påvirke, så der kan udarbejdes nye standarder for mængden af sand, grus og sten i anlægsarbejder samt at vi i højere grad kan genanvende og derved recirkulere råstofferne.
Kontakt
- Morten Bondgaard, kontorchef Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: +45 2933 5564 ; Mail: morbon@ru.rm.dk -
Kirstine S. Nielsen, råstofmedarbejder i Region Midtjylland
Telefon: +45 9243 5530; Mail: kirstine.skov.nielsen@ru.rm.dk