Mød pendling-ambassadøren Ole

Ole Kragh Bechsgaard bor i Tilst og arbejder i Skejby hos Region Midtjylland. Han har 10 km til arbejde og de fleste dage cykler han på sin elcykel. Han benytter sig dog også af samkørsel og kollektiv trafik, og så bruger han regionens delebil i arbejdstiden, hvis han skal bruge en bil til møder ude af huset.

Fordele ved de forskellige transportformer

Ole er ikke i tvivl om elcyklens fordel:

- Den gør, at jeg cykler. Jeg har tidligere haft gode intentioner, men det er først med elcyklen, at de gode intentioner også bliver til noget. De andre endte i skuret.

For Ole er der mange fordele ved cyklen:

- Jeg kommer mentalt frisk på arbejde, når jeg får rørt mig. Jeg bliver glad i låget af at cykle gennem det landskabsmaleri, som supercykelstien er, når solen lige er stået op, og det er da en fornøjelse at trille forbi de 30-40 biler, der holder i kø i lyskrydset.

De fleste dage finder man derfor Ole på sin elcykel på supercykelstien mellem Tilst og Skejby. Men der er også dage, hvor han kører sammen med en kollega:

- Jeg har en kollega, som bor 1 km fra mig. Hun er sød til at give et lift, hvor vi typisk vender arbejdsopgaver på vejen og sparrer med hinanden. Det er et godt uformelt rum, hvor snakken går og vi kan vende stort og småt.

For Ole giver det en stor glæde at kunne bruge de forskellige transportformer uden at skulle have egen bil:

- Og når det er virkelig dårligt vejr og jeg ikke har mulighed for at få et lift, så kan jeg tage den kollektive trafik.

Alt sammen er det med til, at Ole og hans familie sparrer penge ved ikke at have bil nummer 2.