Om regionens STEM-indsats

Virksomhederne i Region Midtjylland har brug for flere og flere medarbejdere med tekniske, digitale og naturvidenskabelige kompetencer - de såkaldte STEM-kompetencer: Science, Technology, Engineering, Mathematics. Desværre er der ikke nok unge der interesserer sig for eller uddanner sig inden for området, og det kan bremse væksten og udviklingen i vores samfund.

Region Midtjylland lavede derfor Den Midtjyske Teknologipagt for perioden 2018-2022. Teknologipagten skulle sikre, at flere vælger, lærer om og efteruddanner sig inden for tekniske, digitale og naturvidenskabelige uddannelser. Teknologipagten blev lavet i samarbejde med midtjyske virksomheder, uddannelsesinstitutioner, kommuner og andre organisationer.

Under Region Midtjyllands Uddannelsespulje blev der lavet en Teknologipagtspulje, hvor der fra 2018–2022 var afsat 55 mio. kr. Region Midtjylland har givet tilskud til over 25 forskellige projekter under Teknologipagtspuljen siden 2018.

Fra 2023 er regionens STEM-indsats blevet tættere integreret i initiativer rettet mod den grønne omstilling. De overordnede mål har været at inspirere unge såvel som voksne til at vælge en STEM-uddannelse, lære om STEM og arbejde inden for STEM samt understøtte udviklingen af grønne kompetencer.