Der var stor spørgelyst fra folketingspolitikerne, og de unge samfundsformere havde gode svar parat. Foto. Region Midtjylland.

15.06.2023

Hvad skal der til for at bevare en stærk kollektiv trafik i Region Midtjylland? Det spørgsmål har SAMFUNDSFORMERNE - politisk interesserede unge mellem 18-25 år - arbejdet intensivt med sammen med regionens politikere og fagfolk.

Tirsdag tog fire af de unge så turen til Christiansborg, hvor de havde fået foretræde for Folketingets Transportudvalg for at dele deres tanker.

Udfordringerne med kollektiv trafik er nemlig ikke kun et midtjysk fænomen, og i anledning af den landsdækkende debat på området tog folketingspolitikerne imod tilbuddet om at høre, hvad de unge var kommet frem til.

- Vi blev taget virkelig godt imod. Vi var måske lidt bekymrede for, om vores idéer ville blive taget seriøst. Men udvalgsmedlemmerne var virkelig interesserede i det, vi kom med. De roste os, men de stillede også skarpe spørgsmål til vores forslag, siger samfundsformer Amanda Birgit Hansen fra Aarhus.

Turen til Christiansborg er kulminationen på en række workshops om mobilitet og kollektiv trafik, hvor SAMFUNDSFORMERNE har arbejdet sammen med regionens fagfolk og politikere fra regionsrådet. På den baggrund har de unge formuleret 10 konkrete idéer samlet i et katalog, som politikerne i Transportudvalget fik overdraget.

De 10 forslag spænder bredt og handler om både indretning af busser og bedre rammer for at lave nye lokale mobilitetsløsninger. Fx at lade landsbyer selv administrere en del af pengene til kollektiv trafik og et forslag om at tænke privat samkørsel og cykler sammen med flextrafik, busser og tog.

- Det er jo ikke vores korte besøg på Christiansborg, der kommer til at redde den kollektive trafik. Men jeg tror faktisk, at vi gav dem noget inspiration til, hvordan der kan laves ændringer, som gør det mere tilgængeligt for unge, og så har turen været en succes, siger samfundsformer Jonathan Gosney fra Silkeborg.

Gik over tid

Samfundsformere klar til foretræde i Folketinget. Foto. Region Midtjylland.

Der var sat 15 minutter af til mødet med de unge, der indledte med kort at præsentere deres idéer. Men formand for Folketingets Transportudvalg, Rasmus Prehn (S), kom på en stor opgave med at holde tidsplanen, da transportordførere fra både Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Enhedslisten og Danmarksdemokraterne havde kommentarer og spørgsmål til SAMFUNDSFORMERNEs oplæg.

- Vi endte med at gå seks minutter over tiden, og det sker vist ikke så tit på de her udvalgsmøder. Så det var bare en virkelig god oplevelse, siger Jakob Fuglsang Andersen fra Hadsten, og Samfundsformer-kollega Ane Helt Zielke fra Aarhus stemmer i:

- Vi havde en virkelig fed oplevelse. Politikerne var super engagerede, og det virkede til, at de blev inspirerede af de tanker, vi fremlagde. Og allerede på vejen hjem, fik vi faktisk en mail fra en af dem om, at han gerne ville inviteres til en af vores SAMFUNDSFORMER-workshops.

Nyt hold til august

SAMFUNDSFORMERNE er for alle unge i alderen 18-25 år som er bosat i Region Midtjylland. De unge kommer fra forskellige steder i regionen, og har forskellige baggrunde, uddannelser og idéer.

De unge bestemmer i høj grad selv, hvilke områder de vil beskæftige sig med, og fremtiden for busser og tog er kun ét af en lang række regionalpolitiske områder, de unge blander sig i.

Læs mere på Samfundsformerne.dk – her er det også muligt at tilmelde sig til næste hold med ansøgningsfrist 4. august 2023.

Find SAMFUNDSFORMERNE på Instagram.

Fakta om SAMFUNDSFORMERNE

SAMFUNDSFORMERNE indtager Christiansborg. Foto. Region Midtjylland.

Projektet er ledet af Region Midtjylland og er for unge mellem 18 og 25 år, der vil gøre en forskel og have indflydelse på regionens arbejde.

SAMFUNDSFORMERNE får bl.a.:

  • Tilbud om at deltage i workshops med regionens politikere og fagmedarbejdere
  • Mulighed for at arbejde med idéer og løsningsforslag til Region Midtjyllands problemstillinger og udfordringer
  • En rejse til Weimar i Tyskland for alle Samfundsformere
  • Mulighed for at møde masser af spændende mennesker og engagere sig i politisk arbejde på mange niveauer.

SAMFUNDSFORMERNEs 10 idéer til udvikling af den kollektive trafik

1. Gør det sjovt at være på vej
Vi skal tale om indretning og service. Mad og drikke på lange ture, måske en spillecafé, konkurrencer eller andet? Det skal være en oplevelse at rejse med den kollektive trafik.

2. Gør plads for bus og delebil
Behov for fart og fleksibilitet holder mange fra den kollektive trafik. Trafikken må kunne indrettes smartere. Måske med særlige bus- og delebilsbaner.

3. Lad borgerne gribe ind
Der er store lokale forskelle i behov og muligheder for kollektiv trafik. Giv borgerne indflydelse på trafikken. Fx ved at lade landsbyer selv administrere en del af pengene til busser.

4. Privat kørsel
Kan private borgere få mulighed for melde sig til at køre en rute/samle folk op og så få et beløb for det. Er der ingen private, der melder sig, indsættes i stedet en flextaxa eller minibus.

5. Fra rutebil til tema-bus
Undersøg, hvor folk gerne vil hen, og lad busserne opfylde det behov ved at køre til bestemte steder med bestemte formål. Hjem fra byen, til hospitalet etc.

6. Vi skal tale kollektiv trafik op
Der er alt for mange myter om kollektiv trafik. Og selv om nogle af dem er opstået på baggrund af reelle udfordringer, så er der masser at hente ved at markedsføre den kollektive trafik bedre. Der er brug for markedsføring målrettet de unge. Fx på sociale medier.

7. Lad os arbejde i bussen
Internetforbindelse i busser og tog – gerne uden huller i forbindelsen. Og hvorfor ikke lave borde med plads til computere? Endelig og ikke mindst, så skal der være adgang til strøm, så vi kan lade op.

8. Sæt busturen på spil
Måske et tur- og månedskort kombineret med app’en, hvor man kan sætte et mål om at tage bussen et vist antal gange på en måned, og det så udløser en belønning at nå målet. Det kan også være en app, der fortæller hvor meget CO2, du har sparet klimaet for.

9. Få nu teknikken til at spille
Der er for mange og for komplicerede billetformer. Få det hele samlet i én app, og gør det overskueligt at købe de billigste billetter.

10. Gør det lettere at skifte transportmiddel
Skab mulighed for at tænke privat samkørsel eller cykel sammen med flextrafik, busser og tog, så man kan skifte fra knudepunkter. Og lav plads i bussen til at tage cyklen eller løbehjulet med.